Opdag sydkysten og det sydvestre Skåne

Et stenkast fra København og med Malmø som nabo, folder Söderslätt sig ud som en spændende nydelsesfuld have. Nærheden til alt er specielt for dette område. Kultur og shopping ligger aldrig langt væk fra naturen, strandene og de mange små gemytlige landsbyer.

Skånes sydvestlige spids afsluttes af Falsterbonæsset med sin middelalderhistorie, unikke natur og et rigt udvalg af fornøjelser. I syd lokker Trelleborg med byliv og shopping. Sydkysten og strandene byder ikke blot på sol og badning, men også på surfing, kiting og bådliv året rundt. I nord veksler Söderslätts landskab mellem søer og bakker, hvor slotte, golfbaner og bøgeskove præger området på en særlig måde. I Söderslätt lever de små skånske landsbyer op til deres gode rygte med charmerende bindingsværkshuse, små butikker, landsbykirker, skånsk gemytlighed og gamle traditioner. Dog står visse dele af Söderslätt i skarp kontrast til det gamle.

Den attraktive beliggenhed med større byer lige i nærheden og gode transportforbindelser gør Söderslätt til en lettilgængelig skånsk perle. Skal du til Söderslätt, må du ikke gå glip af Sveriges sydligste punkt Smygehuk eller den sydligste odde Falsterbo, som er et af verdens bedste steder for fuglekiggere. Bokskogen er et stort rekreationsområde med både Torup slot og Statarmuseet, og Svaneholm slot er en anden juvel med en slotsrestaurant, som serverer traditionel skånsk mad, specielt ved højtiderne.

Oplev Söderslätt i vikingernes fodspor med et besøg på Fotevikens museum, som er et levende vikingereservat, og Trelleborgen, rekonstruktionen af Harald Blåtands vikingeborg midt i det centrale Trelleborg.

I smuk bøgeskov ca. 15 minutter fra Malmø ligger Torup slot og Statarmuseet. Se hvordan man levede på et slot eller i en hytte før i tiden. Torup slot er et af Sveriges bedst bevarede renæssanceslotte og Statarmuseet er et interessant arbejdermuseum med en café, der serverer hjemmebag. 
Læs mere om og find vej til Fotevikens museum (på svensk) »» 
Læs mere om og find vej til Torup Slot (på svensk) »» 
Få en guidet tur rundt på Torup Slot »» 

Trelleborgen
Hvordan levede vikingerne? Hvad spiste de, og hvordan så deres senge ud? Midt i det centrale Trelleborg kan du opleve vikingelivet i Harald Blåtands borg. Her er der også vikingemuseum, vikingegård, café og gavebutik. Guidning Trelleborgen: Ca. 50 minutter. Hvornår: Hele året. 
Læs mere om og find vej til Trelleborgen (på svensk) »» 

Blev du hjulpet af denne artikel?